Dobbelt Liv

Hva gør man hvis man har en veninde der ryger længere og længere ned i et sort hul...?
Jeg har lyst til at ruske hende, give et par lussinger og skrige alt hva jeg kan... Jeg elsker min veninde, men på samme tid hader jeg hende. Jeg hader hun udsætter sig selv for dette vandvid, og jeg hader ham der køre hende så langt ud....

Jeg har startet på denn her blog flere gange, men slettet det igen da jeg syntes det komme alt for tæt på. Jeg har nu overbevist mig selv om at det jo rent faktisk er det jeg vil. Jeg vil gerne dele de ting der fylder i mit hovede. Jeg vil gerne fortælle om det at skulle stræbe efter at  være den perfekte datter, og hemmeligholde et liv som små kriminel stofmisbruger. Jeg holdt på min hemmelighed i 13 år inden jeg selv skreg om hjælp til min familie.
Jeg blev alene mor som 19 årig. Min opdragelse går ud på, at man SKAL klare sig selv og bestemt IKKE vise svagheder, ALDRIG ærkend et nederlag og bestemt IKKE spørger om hjælp. Så alene mor med fuldtids arbejde fik mig til at bryde sammen. Jeg havde så svært ved at ærkende mit nederlag som mor, ikke overfor mig selv, men min familie.
Jeg havde seriøst overvejet at tage mit eget liv, så skulle jeg ikke spørge om hælp og få det nederlag!
Er det ikke en syg form få opdragelse? Tusinde tak far. 14 år med metal terror, hver dag.
Oven i fik jeg pænt fortalt hvor dum, fed og udulig jeg var.
Jeg kan høre min fars stemme runge i hovedet og får tåre i øjnene. Man tror altså på det, og det   hænger bare fast!
Inden man når teenager årene, så stoler man da på sine forældre, ikke? Hvis man ik kunne stole på dem, hvem kan man så stole og læne sig op af når man er så ung?
Jeg sidder i dag her som 25 årig og tænker på det som hjernevask. Jeg har fået diaknosen Panik Angst og tror at nu jeg er kommet igang med at få hjælp af læger, at de vil finde flere ting der er galt inde i mit hovede.....
Jeg vil gerne dele de her ting og få skrevet det ned. Jeg håber at jeg kunne få ro i mit hovede og måske hvis jeg er modig nok, vise det til min far. Jeg vil gerne ha han skal vide hvor meget ondt han har gjort mig.
Jeg ved det måske er ondt, men jeg giver ham skylden for hvordan mit liv har udviklet sig.
Og han går i lykkelig uvidenhed lige nu og betragter mig som en skide kontalthjælps modtager som ikke kan få noget til at fungere i sit liv eller gøre noget færdig som jeg nu begynder.
Han har udtalt 'du er jo kommunens problem, du er selv skyld i hvor du er endt. Jeg kan ikke hjælpe dig'
Jeg har gået ved mange kolge mennesker, som ingen har vist noget om. Flere har sagt at jeg skal konfrontere min far, fortælle ham hvordan han har påvirket mig. Ellers kan jeg ik komme videre.

Jeg vil også gerne en dag kunne fortælle min søn hvordan hans mor var. og fortælle ham hvor meget jeg kæmpede og stadig vil kæmpe for ham. Han er det bedste jeg har, for første gang rigtig kunne føle at man elsker et andet menneske.
Jeg vil fortælle min dreng at han er perfekt og intet af det der er sket er hans skyld. Hvis jeg ikke havde fået ham, ved jeg ikke hvor jeg ville være i dag.
Jeg kunne ik gøre det uden min mor, som fungere som familiepleje for Oliver, jeg kunne ik gøre det uden hende. Tak mor. Det gør det muligt for mig at være sammen med min dreng så meget jeg kan, og være der hvis han ringer og savner sin mor. Han er mit liv.