starten

Nu sidder jeg og venter folk vågner. Jeg vil gerne lige påpeje at jeg skriver som tingene lige falder ind. Jeg kan ik sidde og læse det alt for meget igennem uden og blive usikker og over tænke hva jeg får skrevet.
Det er netop det jeg har gjort de første 10 gange og så endt med at slettet det hele...
Jeg har aldrig lært at stave.
Jeg var utrolig usikker de første år af folkeskolen, og det endte med at jeg stammede utroligt meget når jeg skulle fx læse højt. Tror lærene syntes det var fustrende for resten af klassen og derfor ignorede mig. En lære sagde jeg var ordblind, men det er ik noget jeg har fået konstanteret.
I dag syntes jeg det var en virklig dårlig behandling af lærene, virkelig uprofessionelt.
Den gang var det jo bare sådan det var, min far var hjemmefra rigtig god til at minde mig om hvor dum og uduelig jeg var. Jeg fik i hvert fald ik lov til at glemme det.
Jeg er ret sikker på at det også var derfor jeg var så usikker som barn i skolen. Har altid været så bange for at gøre noget forkert - sige noget forkert - eller i det hele taget blive gjort til grin på en eller anden måde. Det resulterede så i at der ikke var nogle der satte sig ned og lærte mig at læse og stave.
Jeg tvang så min mor til at lade mig læse højt for hende hjemme.
Alt hva jeg kunne finde blev læst højt, Børnebiblen (1 testamente har nogle af det fedeste historier) HC Andersen og Brødrene Grimm. Det blev læst til hudløshed. Så ja det er min mor og mig egen skyld at jeg kan læse og stave, sådan så jeg selv følger jeg kan klare mig.
Jeg tror faktisk ik min mor er klar over at det sådan den hænger sammen.
Jeg må huske at takke hende!

Folkeskolen sagde mig intet, jeg var drengepigen der hellere ville slåsse for sjov, og det var også noget jeg gjorde. Kan huske det ik var med dem på min egen alder. Det var de ældre drenge der kunne give mig modspil.
I de lidt større klasser begyndte jeg passe på dem der ik kunne selv. Det lyder måske plat, men jeg kunne ikke klare at se på andre blev mobbet.
Jeg har tænkt over hvorfor jeg havde det sådan, og er kommet frem til:
Igen min far, han 'mobbede' mig der hjemme, fordi han kunne. Og tanken om at andre skulle ha den følelse som jeg havde... nej det kunne jeg ik se på.
Især min bror. Der var ingen der sku røre ham! Jeg tog skaldet der hjemme, min far sku ikke ødelægge min bror også, det kunne jeg ik tillade. Den beslutning tog jeg i en så ung alder at jeg tror min bror havde ble på og sut i kæften.
Der er kun 2 år imellem os og kan huske da vi var børn der var min lillebror var virkelig min bedste ven. Og jeg var virkelig en overbeskyttende søster :D
Der var fx en dreng Michael, han var efter mig i laaang tid. Det var lige meget, men da han så gik efter Morten. Jeg sværger jeg tæskede den store dreng sønder og sammen, smækkede hans hovede ned i et bord så han lå besvimet på gulvet. (tror jeg gik i 7 klasse)
Jeg var ik voldelig anlagt, men jeg kan stadig huske følelsen af arrigskab, over nogle prøvede at gøre min bror ondt.
Vores mor ringede straks til Michaels forældre, for at sige undskyld over at hendes datter havde tæsket deres søn. Michaels far havde sagt at det var fedt at hans søv var blevet sat på plads, og så af en pige.
Jeg havde fortalt min mor hvad jeg havde gjort, samme eftermiddag, inden skolen ringede hjem.  Chancen for at hun måske ville undlade at involvere min far, jah det var det jeg håbede. Jeg var radselslagen for den mand.
Det er nok den eneste gang je kan huske at far har givet udtryk for at være lidt stolt af mig. Morten fik noget at vide, vores kære mor leger hippie/flipper/rødstrømpe (har idag stadig ik regnet helt ud hva hun prøver at være)  hun mener i hvertfald man skal klare sådan noget med ord - eller den klasiske, sige det tilen lære.
Jeg klarede mange af min brors problemer. han var den søde dreng i skolen.
Og nogle følte at så sku min bror mobbes. Det var noget med hans cykel blev piftet og hans skoletaske blev vandet.... Der var mange flere ting, men kan ik huske helt hva det var. Morten var i hvert fald ekstremt ked af det.
Morten ville jo ik gå til vores forældre. Far ville flipper totalt ud og råbe op, ik over dem, men på os over at vi ik kunne klare os selv. Jeg kan huske Morten kom grædene hjem endag, han var gået hele vejen fordi hans cyel igen var flad. Der gik jeg hjem til Christian, var så gal at jeg var ligeglad med det at sladder.
Det var Mortens mobber der åbnede døren og hans gode ven stod lidt inde i gangen. Spurgte efter hans mor og hun var sørme hjemme. Fortalte hende pænt om hvordan de 2 drenge opførte sig over for min bror, hun troede mig ik helt først. Men det at jeg kunne oplyse at klub medarbejderne havde oplevet deres behandling af min bror, men ik kunne gribe ind fordi drengene ik gik i klubben (syntes stadig det er en lad undskyldning for at de ik gad blande sig)
Nå men skal vi ik sige de ikke mobbede Morten igen.
Idag er jeg så stolt af min bror, vi har desværre ik det sammenhold og venskab vi havde da vi var børn. Han ser mig nok som en bums, det føltes det som om i hvert fald.
Det er okay han ser mig sådan, så længe han ik er gået samme vej som mig. Føler lidt at jeg fik taget det meste af  de verbale nedgørelser. Jeg fik taget det meste af skylden, af hvad end far nu havde fundet på. Mange gange tror jeg han øvede sig hele vejen hjem fra arbejde, bare for at have noget at råbe om.
Vores far's daglige sykiske nedgørelser gjorde, at jeg var så bange når jeg var hjemme. Ikke bare bange men virkelig rædselsslagen. Jeg holdte mig på mit værelse, for ik at gå i vejen, eller komme til at trække vejret forkert, alt jeg gjorde var forkert og jeg gjorde det virkelig bare for at pisse ham af...
Det værste jeg viste var at være alene med ham, nogle gange en uge af gangen. Mor var ved at uddanne sig til pædagog, og der skal man jo på studietur osv....
En gang vækkede han mig kl 1 om natten... råbte og skreg om at han personligt ville aflive mig, hvis han nogen sinde tog mig i at ryge!! Der var jo omkring 10 år, prøv da lige at give en pige marridt for livet. Hans fjæs der var så arrigt at spyttet stod ud af kæften på ham, og hans øjne der kan se så ondt på en... Jeg glemmer det aldrigt.

Dobbelt Liv

Hva gør man hvis man har en veninde der ryger længere og længere ned i et sort hul...?
Jeg har lyst til at ruske hende, give et par lussinger og skrige alt hva jeg kan... Jeg elsker min veninde, men på samme tid hader jeg hende. Jeg hader hun udsætter sig selv for dette vandvid, og jeg hader ham der køre hende så langt ud....

Jeg har startet på denn her blog flere gange, men slettet det igen da jeg syntes det komme alt for tæt på. Jeg har nu overbevist mig selv om at det jo rent faktisk er det jeg vil. Jeg vil gerne dele de ting der fylder i mit hovede. Jeg vil gerne fortælle om det at skulle stræbe efter at  være den perfekte datter, og hemmeligholde et liv som små kriminel stofmisbruger. Jeg holdt på min hemmelighed i 13 år inden jeg selv skreg om hjælp til min familie.
Jeg blev alene mor som 19 årig. Min opdragelse går ud på, at man SKAL klare sig selv og bestemt IKKE vise svagheder, ALDRIG ærkend et nederlag og bestemt IKKE spørger om hjælp. Så alene mor med fuldtids arbejde fik mig til at bryde sammen. Jeg havde så svært ved at ærkende mit nederlag som mor, ikke overfor mig selv, men min familie.
Jeg havde seriøst overvejet at tage mit eget liv, så skulle jeg ikke spørge om hælp og få det nederlag!
Er det ikke en syg form få opdragelse? Tusinde tak far. 14 år med metal terror, hver dag.
Oven i fik jeg pænt fortalt hvor dum, fed og udulig jeg var.
Jeg kan høre min fars stemme runge i hovedet og får tåre i øjnene. Man tror altså på det, og det   hænger bare fast!
Inden man når teenager årene, så stoler man da på sine forældre, ikke? Hvis man ik kunne stole på dem, hvem kan man så stole og læne sig op af når man er så ung?
Jeg sidder i dag her som 25 årig og tænker på det som hjernevask. Jeg har fået diaknosen Panik Angst og tror at nu jeg er kommet igang med at få hjælp af læger, at de vil finde flere ting der er galt inde i mit hovede.....
Jeg vil gerne dele de her ting og få skrevet det ned. Jeg håber at jeg kunne få ro i mit hovede og måske hvis jeg er modig nok, vise det til min far. Jeg vil gerne ha han skal vide hvor meget ondt han har gjort mig.
Jeg ved det måske er ondt, men jeg giver ham skylden for hvordan mit liv har udviklet sig.
Og han går i lykkelig uvidenhed lige nu og betragter mig som en skide kontalthjælps modtager som ikke kan få noget til at fungere i sit liv eller gøre noget færdig som jeg nu begynder.
Han har udtalt 'du er jo kommunens problem, du er selv skyld i hvor du er endt. Jeg kan ikke hjælpe dig'
Jeg har gået ved mange kolge mennesker, som ingen har vist noget om. Flere har sagt at jeg skal konfrontere min far, fortælle ham hvordan han har påvirket mig. Ellers kan jeg ik komme videre.

Jeg vil også gerne en dag kunne fortælle min søn hvordan hans mor var. og fortælle ham hvor meget jeg kæmpede og stadig vil kæmpe for ham. Han er det bedste jeg har, for første gang rigtig kunne føle at man elsker et andet menneske.
Jeg vil fortælle min dreng at han er perfekt og intet af det der er sket er hans skyld. Hvis jeg ikke havde fået ham, ved jeg ikke hvor jeg ville være i dag.
Jeg kunne ik gøre det uden min mor, som fungere som familiepleje for Oliver, jeg kunne ik gøre det uden hende. Tak mor. Det gør det muligt for mig at være sammen med min dreng så meget jeg kan, og være der hvis han ringer og savner sin mor. Han er mit liv.